Akrobater

På en helleristning ved Sotetorp nær Tanumshede ser man kultøkser blive båret frem på et skib, men ovenover svæver et par personer, der må forstås som akrobater, der slår flik-flak hen over skibet

Sådanne akrobater kendes fra flere helleristningsskibe, og det har således ikke været helt ualmindeligt, at en slags akrobatik hørte med til bronzealderens ritualer. Grevensvænge-fundet fra Sydsjælland med dets små menneskefigurer kan fortælle mere om, hvem det var, der udførte denne akrobatik. En af figurerne er nemlig en topløs kvindefigur i snoreskørt, der går i bro. Til samme fund hører også et par figurer med hornede hjelme og kultøkser. Alle figurerne fra Grevensvænge sidder på nogle små tappe, som viser, at de har været anbragt på noget, efter al sandsynlighed en miniature-skibsmodel. Hvis man tænker sig Grevensvænge-figurerne siddende på en skibsmodel, han man en billedlig gengivelse af et ritual, ganske som de tilsvarende fremstillinger på helleristningerne. Samtidig var Grevensvænge figurerne i sig selv hellige genstande, som blev brugt i et ritual ved en kultisk højtidelighed.

I bronzealderen udførte man åbenbart ritualer både i fuld størrelse og i miniature. Det var ikke udelukkende kvinder, der udførte akrobatiske øvelser som et led i de hellige handlinger. En helleristning fra Högsbyn i Dalsland, Sverige, viser en mand, der går i bro på et skib

Tilbage