Handel og fremmedforbindelser
Gennem hele bronzealderen foregik der en livlig udveksling af råstoffer, færdigvarer, idéer og teknisk viden over hele det europæiske kontinent. Også Danmark modtog talrige impulser fra fremmede kulturområder, både fra nærtliggende områder som Nordtyskland, men også fra fjernere egne som Central-, Øst- og Vesteuropa. Disse fremmedforbindelser kalder man ofte "handel", men en handel i moderne forstand, dvs. med benyttelsen af et fælles udvekslingmiddel som penge, var der ikke tale om. Skal man forstå bronzealderens vareudveksling, må man ty til studiet af vareudvekslingen blandt nulevende, såkaldt "primitive" folkeslag, der ikke har en markedsøkonomi. I bronzealderen har f.eks. bronze, rav, guld og sikkert også tekstiler og mange andre varer næppe været anvendt som betalingsmidler i vor forstand. De blev snarere udvekslet i forbindelse med forskellige sociale foranstaltninger som f.eks. brudekøb, gavegivning og indgåelse af alliancer mellem fjerntstående befolkningsgrupper.
Allerede tidligt i det 2. årtusinde f.Kr. krydsede de første bådlaster med metal Østersøen. Bådene satte ud fra Østersøens sydlige kyster, hvorfra der på det smalleste sted ikke var mere end 25 km til de øer, der i dag hører til det danske område.
Hovedparten af de fremmede bronzegenstande, som kom til Danmark kom fra det mellemtyske område, hvor der i tiden efter 2000 f.Kr. udviklede sig en rig bronzealderkultur, den såkaldte Aunjetitzkultur, hvis rigdom hvilede på lokale metalforekomster i bl.a. Harzen og de böhmiske bjerge. I tiden efter ca. 1600 f.Kr. voksede en bronzealderkultur frem, som strakte sig gennem hele det centraleuropæiske område fra Rhinen i vest til Karpatherne i øst. Man kalder den højgravskulturen efter den gravform, som var fremherskende: begravelse af ubrændte lig i gravhøje. Det var navnlig fra denne vidt udbredte kultur, at impulserne til dannelsen af den nordeuropæiske bronzealderkultur udgik.
Den store samling spydspidser og økser er blandt de første bronzegenstande, der kom til Danmark sydfra. De er fundet ved Bondesgårde i Vestjylland, hvor de lå tæt sammen som i en bylt.
Omkring midten af det 2. årtusinde f.Kr. havde tilførslerne af bronze til Danmark nået et sådant omfang, at et selvstændigt bronzehåndværk kunne udvikle sig. Man stadig var man afhængig af tilførslerne udefra. Hovedparten af de fremmede genstande kom fra Sydtyskland og Tjekkiet, medens Lüneburgområdet og Slesvig-Holsten indtog pladsen som formidler mellem nord og syd.
Midten af det 2. årtusinde f.Kr. var også det tidspunkt, hvor et internationalt net af fremmedforbindelser blev opbygget. Det nordiske ravs udbredelse til middelhavslandene er et af de mest fascinerende eksempler herpå. Det ældste nordiske rav, vi med sikkerhed kender fra Grækenland, er fra ca. 1600 f.Kr.
Nye tider
I tiden omkring 1300 f.Kr. gik man i Centraleuropa over til at brænde de døde. Samtidig skete der i Sydskandinavien et tilsvarende skift i de religiøse normer. Netop tiden omkring 1300 f.Kr. markerer et kulturelt skel inden for den centraleuropæiske bronzealder. Århundrederne derefter kalder man Urnemarksperioden efter den fremherskende gravskik: man lagde nu de dødes brændte ben i urner, som man nedgravede på store gravpladser, såkaldte urnemarker.
I begyndelsen af Urnemarksperioden, dvs. fra det 13. århundrede f.Kr., var det de østlige egne af Centraleuropa, der førte an i udviklingen. Senere, dvs. lidt inde i det 1. årtusinde f.Kr., skete der også en kraftig økonomisk vækst i de vestlige dele af kontinentet. Disse ændringer mærkedes tydeligt i fremmedforbindelserne til Danmark.
De to pragtfulde bronzespande blev i 1862 fundet ved tørvegravning i en mose ved Siem i Nordjylland.
Blandt de vigtigste importsager fra det østlige Centraleuropa var hamrede bronzekar, som man kender fra bl.a Mariesminde på Fyn og Siem i Jylland. Også kostbare bronzeskjolde, som man kender dem fra bl.a. Sørup, hørte til importen fra Sydøsteuropa. Omkring den yngre bronzealders midte begynder også varer fra de vestlige dele af Centraleuropa at gøre sig gældende. Omkring 800 f.Kr. oplevede områderne i Schweiz, Sydvesttyskland og Østfrankrig en økonomisk blomstring. Herfra udgik en bred strøm af importvarer i retning mod Østersøområderne, inkl. Danmark.
De fleste af de bronzeskjolde, der er fundet i Danmark, stammer fra Falster, bl.a. disse to, der stod lodret op i Sørup Mose.
I den brede zone langs Østersøens sydlige kyster mødtes forbindelserne fra Centraleuropa med forbindelserne fra det vestlige Europa. Sværd og økser bl.a. kom hertil fra Kanalegnene i vest og nåede i enkelte tilfælde videre til Danmark. Ad samme ved kom f.eks. også en stor bronzekedel fremstillet på De Britiske Øer og henlagt som offergave i Abildholdt mose på Ringkøbing-egnen.
Efter år 800 skete en afdæmpning af fremmedforbindelserne, og igennem bronzealderens to sidste århundreder svandt bronzetilførslerne kraftigt ind. Fortsat bragte forbindelserne mod sydøst dog f.eks. lange bronzesværd til landet. Men det er tydeligt, at bronzen var ved at miste sin betydning i vareudvekslingen. Dermed svandt også en vigtig del af grundlaget for samfundssystemet i det nordeuropæiske område. Over hele Sydskandinavien, Nordtyskland og Polen gik man omkring 500 f.Kr. ind i en ny udviklingsfase: jernalderen.
