Hus og bolig

De ældste huse, vi kender fra bronzealderen, ligner meget dem, man byggede i den sidste del af bondestenalderen. De var øst-vest orienterede langhuse med kun én række tagbærende stolper ned gennem husets midte. Omkring midten af det 2. årtusinde f.Kr., dvs. nogle århundreder efter bronzealderens begyndelse, havde denne husform imidlertid udspillet sin rolle. Man gik nu over til et andet konstruktionsprincip: taget blev nu båret ikke af én men af to rækker svære stolper, der gik på langs af husets indre. Dermed var den hustype opstået, som i skiftende udformninger forblev i brug igennem hele resten af oldtiden frem til vikingetiden.

Det var en fornem og højt udviklet tømmerteknik, der lå til grund for bronzealderens huse. Men man blev igennem århundrederne ved med at foretage ændringer og forbedringer. Det var bl.a. adgangen til godt bygningstømmer, der var bestemmende for husenes udseende.

Ved udgravningen af oldtidsbopladser finder man som regel kun nogle mørke aftegninger i undergrunden efter de stolper, der har båret husene. Billedet er fra Bjerg i Vestjylland, hvor der i 1971 blev udgravet en 33 m lang og ca. 8 m bred hustomt fra yngre bronzealder. Vægstolperne og de to rækker indre tagbærende stolper er tømt for jord for at give et indtryk af husets dimensioner.

Groft taget kender vi bronzealderens treskibede langhuse i to udformninger. Ældst er typen med meget kraftige vægstolper med stor indbyrdes afstand. Ved denne husform må vægstolperne have båret en meget stor del af tagets vægt. Det er tænkeligt, at de spredtstillede vægstolper angiver, at ydervæggene var opbygget i en solid bulkonstruktion af svært tømmer, modsat de yngre huse, hvis vægge var udformet i en lerklinet fletværkskonstruktion.

Den ældre bronzealders huse med kraftige vægstolper kunne opnå en meget betydelig længde, helt op til 50 m. Et sådant hus blev for få år siden fundet kun 500 m fra den gravhøj, hvori Skrydstrup-pigen, et af de fornemste egekistefund fra den ældre bronzealder, var begravet. Kulstof-14 dateringer har vist, at huset var samtidigt med Skrydstrup-pigens grav. Kolossalt har det været, bredden var 10 m. Det betyder, at den store bygning har haft henved 500 kvadratmeter under tag. Den var altså lige så stor som selv de største af vikingetidens stormandsgårde.

Rekonstruktion af bronzealderhus, opført ved Hollufgård af Odense Bys Museer.

I den yngre bronzealder udviklede man en husform, som krævede mindre kraftigt tømmer. Denne meget spinklere og yngre hustype havde som regel en ydervæg, der var opbygget af tynde, tætstillede stolper, som kun bar en mindre del af tagets vægt. Længden var gerne mellem 18 og 23 m. Havde huset spinkle vægstolper, som det var tilfældet ved den yngste type, var gavlhjørnerne normalt mindre afrundede. Med denne ændring af konstruktionen var man nået frem til den hustype, som skulle fortsætte videre ned i jernalderen. Fælles for de to hustyper var, at de altid blev bygget, så de lå øst-vest med en lille drejning mod syd. Med den orientering kunne man udnytte solvarmen mest muligt.

Hvordan indretningen af husene har været står endnu hen i det uvisse. Det er bl.a. uvist, i hvilket omfang østenden blev brugt som stald, sådan som man gjorde det i jernalderhusene. Undertiden finder man ved udgravningerne, at vestenden har haft et lergulv, mens østenden har haft et simpelt jordgulv, ganske som i jernalderhusene. Det hænder også, at man finder spor efter båseskillerum midt i huset eller i østenden, både langs langvæggene og ved gavlvæggen. Det kunne tyde på, at østenden i hvert fald i nogle tilfælde har været brugt som stald, mens vestenden har tjent til beboelse. Hvor almindelig denne indretning har været, kan vi ikke sige. Bronzealderkvæget behøver ikke at have stået på stald i vinterhalvåret. Det kunne meget vel klare sig ude hele året. Men husenes opdeling i to halvdele, ligesom i jernalderen, taler alligevel for, at den ene hushalvdel havde med husdyrholdet at gøre.