Musik

Musikken er verden over et lige så karakteristisk udtryksmiddel for mennesket som talesproget. Også ved bronzealdermenneskenes religiøse ceremonier lød der musik. Det vidner bl.a. helleristningsbillederne i Sverige om. På nogle af billederne ser man mænd, der blæser på lange, krumme horn, formentlig såkaldte lurer. Den slags instrumenter kender man i ret stort tal fra de arkæologiske fund. Navnet "lur" stammer fra den oldnordiske litteratur. Hvad bronzealderens instrumenter hed, har vi ingen viden om. De fleste lurer er fundet i Danmark, men nogle er også fundet i Sverige, Norge, Slesvig-Holsten og Mecklenburg. Lurerne stammer fra tiden ca. 1200 - 800 f.Kr. og findes normalt parvis sammen. Det største danske lurfund er fra Brudevælte i Nordsjælland. Her blev fundet tre lurpar sammen, dvs. i alt seks lurer. Andre vigtige lurfund stammer fra Blidstrup i Frederksborg amt, Hallenslev i Holbæk amt, Boeslunde i Sorø amt, Lommelev og Radbjerg i Maribo amt, Tellerup i Odense amt, Rørlykke i Svendborg amt, Maltbæk i Ribe amt, Folvisdam i Skanderborg amt og Ulvkær i Hjørring amt.

En lur er et langt, tyndvægget, krummet bronzehorn, støbt i den såkaldte cire perdue teknik, dvs. ved hjælp af en voksform. Mundstykket er udformet næsten som på en moderne basun. Mundstykket og hovedrøret på luren er føjet sammen med en art lås, der sikrer at instrumentets dele kan skilles ad. I samlet tilstand ligger mundrørets plan vinkelret på hovedrørets plan. Det hænger sammen med lurens blæsestilling, dvs. den måde man holdt dem på, når de blæstes. Holder man en lur med den runde prydplade opad og fremad, mærker man, at det er den letteste måde at bære instrumentet på. Luren er da fint afbalanceret, og man bliver ikke særlig træt i armen af at holde den.

Lurblæsere, som de findes gengivet på en helleristning ved Tanum i Bohuslän.

Hvert lurpar er stemt i samme toneart. Af Brudevælte-lurerne er ét par således stemt i C, de andre i Es. Denne overensstemmelse skyldes imidlertid ikke fin tilpasning, men derimod at lurerne blev fremstillet parvis. De var lige store, og stemningen blev derfor den samme for begge instrumenter. Lurerne er altså ikke specielt bygget til at spille tostemmig musik på. Når man blæste på lurerne samtidig, var musikken snarere baseret på en såkaldt heterofoni, dvs. flere toners tilfældige sammenfald, således som man kender det i det meste af den ikke-vestlige musik verden over. Den musik, man kan blæse på en lur, er bundet til instrumentets "toneart", og den tonerække, instrumentet spænder over, er fuld af store huller, intervalspring. Det problem har man først i moderne tid kunnet løse ved indførelsen af ventilsystemet på metal-blæseinstrumenterne.

Blæsehorn af bronze kendes også fra andre steder i Europa, bl.a. Irland. Bronzealderens musik blev imidlertid også udført på mange andre instrumenter, bl.a. panfløjte, som man har fundet i en polsk bronzealdergrav. Også forskellige rytmeinstrumenter havde en vid udbredelse i Nord- og Centraleuropa. Spor af disse er imidlertid endnu ikke fundet i Danmark.

Hvordan bronzealderens musik har lydt, har man ingen viden om. Vort kendskab til oldtidens musik hviler alene på instrumenterne. Formentlig har musikken haft en kultisk betydning, f.eks. til at markere menneskers overgang fra en tilstand til en anden: fra levende til død, fra uren til renset, fra syg til rask eller fra den vågne tilstand til trance.

Optagelse fra "Klange fra Danmarks bronzealderlurer" foretaget på Nationalmuseet i 1966. Lurerne blæses af kgl. kapelmusicus Palmer Traulsen og kgl. kapelmusicus G. A. Wilkenschildt. Lydteknik: Peter Schlamowitz.