stenkiste

Gravkister bygget af sten kendes fra både yngre stenalder, bronze- og jernalder. De varierer dog meget i form og størrelse igennem de forskellige perioder og fra landsdel til landsdel. I ældre bronzealder blev stenkister især anvendt på Sjælland og i Nordjylland. De er i reglen 2-3 m lange, bygget af stenfliser eller -blokke og som oftest dækket med stenfliser og en pakning af hånd- og hovedstore sten. Bunden er undertiden brolagt med mindre sten. Stenkisterne fra ældre bronzealder kan indeholde enten et ubrændt lig eller en brandgrav. I yngre bronzealder, hvor ligbrændingsskikken har taget helt over, indskrænkes stenkisternes størrelse gradvist. Fra den tidlige del af perioden finder man typisk stenkister på 1 m i længden og 0,5 m i bredden (indvendige mål). Da det derefter bliver almindeligt at samle de brændte knogler og evt. gravgaver i et lerkar, formindskes stenkisterne yderligere, og som oftest kan de kun lige rumme en urne. Disse små stenkister, der sædvanligvis er bygget af flade sten, kan være enten firkantede eller mere uregelmæssige.