fredning

De første fredninger af fortidsminder i Danmark fandt sted i årene 1809-11. Lidt over 200 anlæg, primært dysser, jættestuer og gravhøje, blev dengang fredet. Der blev dog stort ikke ført tilsyn med, om fredningerne overholdtes, og i dag er under halvdelen af disse oldtidsminder bevaret. I 1847 blev der udnævnt en "inspectør for de antikvariske mindesmærkers bevaring", som fik til opgave at sikre de vigtigste fortidsminder for eftertiden gennem frivillige fredningsaftaler med jordejerne. Så vidt muligt skulle disse aftaler tinglyses, og det blev pålagt de lokale embedsmænd at kontrollere, at fredningerne respekteredes. I 1873 startede den store landsdækkende herredsberejsning, som bl.a. havde til formål at skaffe et overblik over, hvilke fortidsminder der burde fredes. I forbindelse med herredsrejserne, der først afsluttedes i 1930, blev en del gravhøje og andre fortidsminder fredet - stadig ved frivillige aftaler. I 1935 var det samlede antal fredede fortidsminder ca. 7500. Mange flere var dog blevet sløjfet i løbet af 1800-tallet og de første årtier af 1900-tallet for at give plads for et mere intensivt landbrug, eller for at stenene kunne bruges til stengærder, veje, jernbaner m.m. Efter en offentlig debat i 1920'erne og -30'erne blev der i 1937 - endelig - vedtaget en lov om fredning af alle "jordfaste fortidsminder". Denne lov, som indgår i naturfredningsloven, er senere blevet skærpet og udvidet, men i hovedtrækkene er den stadig gældende. Administrationen af loven blev overdraget til Nationalmuseet, og mellem 1937 og -57 rejste museets embedsmænd rundt i hele landet og udarbejdede tinglysningsdokumenter for de gravhøje m.v., der skulle omfattes af den nye lov. Denne nyberejsning bragte antallet af fredede fortidsminder op på knap 24.000. I dag administreres fredningsloven af Skov- og Naturstyrelsen under Miljøministeriet, som hvert år freder nye fortidsminder.
Se herredsrejse
Se præsteindberetning