hægte

I slutningen af bronzealderen forekommer et mindre antal smykker, dannet af en bukket bronzestang med spiraloprullede ender. I formen minder de nærmest om mallen fra en hægte. Der er eksempler på, at sådanne maller er sammensat til en kæde, men deres funktion kendes i øvrigt ikke. En sjælden gang er der også fundet hægter fra ældre bronzealder, men heller ikke her ved man, hvad de har været anvendt til.