æske

Æsker af bark eller træ kendes fra flere af egekistegravene fra ældre bronzealder, hvor bevaringsforholdene for organisk materiale var usædvanligt gode. Æskerne er af forskellig størrelse, cylindriske eller ovale og findes både med og uden låg. De er syet sammen med bast, kviste eller vidjer. I egekistegravene har man set dem anvendt til beholdere for både alkoholiske drikke (Egtved) og personlige småting (Egtved, Trindhøj). I yngre bronzealder giver brandgravskikken ikke store muligheder for den type fund. Der er dog i et par enkelte brandgrave (bl.a. Vester Skjerninge) fundet små trææsker eller futteraler til rageknive.