brandgrav

En grav, hvor liget er brændt inden gravlæggelsen. De ældst kendte brandgrave er fra jægerstenalderen, og også i stenalderens sidste periode, "dolktid", forekommer der et mindre antal. Fra slutningen af ældre bronzealder (periode III) bliver brandgravskikken udbredt, og i den yngre bronzealder er den enerådende. Brandgrave kendes endvidere fra hele jernalderen og vikingetiden. De brændte knoglestumper, som er tilbage efter ligbrændingen, kan sammen med evt. gravgaver være lagt i en urne, i en kiste af sten eller træ, de kan være samlet sammen på jordoverfladen, eller de kan være anbragt i en fordybning i jorden. Graven kan være markeret af en høj, en stensætning af varierende form, eller den kan være gravet ned i en ældre gravhøj. Gravskikken er forskellig fra periode til periode og fra egn til egn. Brændte ben er hårde og hvide, og i modsætning til ubrændte knogler opløses de ikke i jorden.