våbenøkse (pålstav)

Det besynderlige ord "pålstav" stammer oprindelig fra de islandske sagaer. I arkæologiens barndom i begyndelsen af 1800-tallet blev ordet taget op som betegnelse for en særlig type bronzeøkse fra ældre bronzealder. Pålstaven - eller våbenøksen - er kendetegnet ved en flad nakkeende med høje sidekanter og en ophøjet liste omtrent på midten, der tilsammen har udgjort et leje for skaftet. Kun i ét tilfælde (Guldhøj) har man fundet en pålstav med bevaret skaft, dannet af en vinkelbøjet gren, der foroven var spaltet og sat ned over øksens nakke. Pålstaven forekommer i forskellige størrelser og udforminger: de små kraftige typer, der hovedsaglig indgår i offerfund, har formentlig været arbejdsredskaber, mens de pålstave, der findes i mandsgrave, og som generelt er længere og mere elegante, uden tvivl har været prestigevåben. De sidstnævnte pålstave er undertiden dekoreret med spiral- og liniemønstre på både bladet og siderne, og desuden er det almindeligt med omløbende riller på overgangen mellem blad og nakke som en efterligning af den surring, der har holdt skaftet fast. Pålstaven har kun været anvendt i den første del af ældre bronzealder (periode I-II).
Se økse med skaftlapper