Offerfund
Sogn: Viskum
Herred: Sønderlyng
Amt: Viborg
Kommune: Tjele kommune

Sted: Faardal/Krummedige


Sognebeskrivelsesnummer: 43
Lokalitet

1926: Fund gjort i forbindelse med anlæggelse af vej, jernbane e.l.:
I forbindelse med anlæggelse af jernbanen mellem Viborg og Faarup var et arbejdshold i sommeren 1926 ved at grave grus af en høj og stejl rygning mellem to dale, kaldet "Krummedige", som banen skulle passere. Midt på grusrygningens stejle østside stødte arbejdsmand Alfred Petersen på et lille hængekar af bronze. Han tilkadlte sin formand, som bekræftede ham i, at der var tale om noget værdifuldt, og sammen fik de fremdraget fundet. Ca. ½ m under overfladen stod to hængekar side om side med åbningerne opad. Det mindste af karrene var anbragt nogle cm dybere end det største, således at dets rand gik ind under randen på det store hængekar. Efter det oplyste havde alle fundets øvrige bronzegenstande ligget i hængekarrene, mens et delvist bevaret læderbælte med bronzestifter havde stået helt tæt op til dem. Om bæltet havde gået hele vejen rundt om hængekarrene, havde arbejderne ikke bemærket. Faardal-fundet omfatter ud over de nævnte genstande en bæltetutulus, en halsring med skibsfigurer på de ovale endeplader, to manchetarmringe, to spiralarmringe, en armring med en øsken, en stangknap, en skyder og et endebeslag med kæder og rasleblik til læderbæltet, en dragtnål, en syl, to amuletgemmer af bark og harpiks, en støberest (bronze) og nogle stumper skind. Det mest bemærkelsesværdige er dog en lille samling figurer, 5-15 cm høje, bestående af: et nærmest U-formet stykke, der ender i to dyrehoveder, hvoraf det ene har horn, og med en fugl i bunden; to lignende, men enkelte dyrehoveder, begge med horn; en slangefigur samt en knælende kvindefigur iført snoreskørt og med nøgen overkrop. Alle figurerne har været beregnet til fastgøring på en anden genstand, sandsynligvis en skibsmodel. Faardal-fundet tilhører yngre bronzealder, periode V.

Lokaliteten blev 1926 besigtiget af H. Kjær, Nationalmuseet:
Efter anmeldelse fra en ingeniør ved banearbejdet besøgte museumsinspektør Hans Kjær fundstedet, afhørte de involverede arbejdsmænd om fundomstændighederne og sørgede for, at genstandene blev afsendt til Nationalmuseet. I dusør udbetaltes 500 kr., som deltes mellem finderen og formanden.

Fakta om lokaliteten:
Offerfund. Yngre bronzealder, periode V (ca. 900-700 f.Kr.)
Se genstande fra dette anlæg