Gravfund
Sogn: Grimstrup
Herred: Skast
Amt: Ribe
Kommune: Helle kommune

Sted: Hjortkær Mark


Sognebeskrivelsesnummer: 92
Fredet i 1952

1851: Fund gjort i forbindelse med landbrug, skovbrug e.l.:
I gravhøjen, der lå i gårdejer Niels Pedersens have, opdagedes en stenkiste, som indeholdt to guldspiralringe. I vestenden af graven var der rester af den dødes kranium, deriblandt nogle tænder. Guldringene indsendtes til Museet af pastor J.C. Schade.

1916: Herredsrejse
I forbindelse med den store landsdækkende herredsberejsning besøgte S. Schultz i 1916 Grimstrup sogn og beskrev lokaliteten (sb.nr.92) således:

"Höj i Gaardens Have. Toppen er gravet væk og fyldt ned ved Siderne, saaledes at Höjen nu er en lav og flad Platform. I denne Höj fandt man i 1851 Mus. Nr. 12214, to spiraldannede Haandledsringe af Guld, der indsendtes af Pastor Schade i Grimstrup. Det hedder i Brev fra ham af 19 Dec. 1851: "Ved at gennemgrave en anseelig Höi paa Hjortkær Mark stödte man paa et Gravkammer, sat af vilde Stene, af hvilke enkelte i Dæk og Sider var 3/4 [sic] Alen lange. Kamrets indvendige Maal vare: i Længden 3 Al. 3 1/2 Qr.; i Breden i östre Ende 1 Al., i vestre Ende 1 Al. 3 Tom.; i Höiden 1 Al. Bunden dannedes af, som det synes, udjevnede, men ikke pikkede Stene. Af Been fandtes i Gravens vestre Ende Levninger, som det forekom Finderen, af en Hjerneskal og et Par Tænder, men alt dette hensmuldrede snart ved Luftens Paavirkning; men tæt ved disse Been-Levninger laae sammenrullede, ovenpaa hinanden, tvende, man maa vel kalde det Ringe, som hver for sig bestaar af 2 temmelige tynde og derfor meget böielige Guldtraade..." - En gammel Mand fortalte, at Kamret opdagedes ved, at en anskudt Hare hoppede ind i et Hul i Höjen; Kamret var saa stort, at Konen paa Gaarden, der kröb ind efter Dyret, kunde vende sig derinde. Baade Side- og Dækstenene havde en indadvendende flad Side, og de var saa höje, at man ved at rejse dem kunde lave en fladtdækket Gang til Grisene af dem. Inde i Kamret skulde fremdeles have staaet "Urner med brændte Ben"; i en af disse "laa vistnok Ringene"; denne sidste Oplysning stemmer ikke med Pastor Schades og er vel næppe rigtig."

1952: Fredningsrejse
Efter vedtagelsen af fredningsloven i 1937 rejste Nationalmuseets folk på ny rundt i hele Danmark. I 1952 var G. Kunwald i Grimstrup sogn, hvor bl.a. rundhøjen sb. 92 blev fredet med følgende beskrivelse:

"Omdannet høj, ca, 0.75 x 19 (ø-v)- 22 m. Planeret noget ujævn top. Beplantet i have."

Fakta om lokaliteten:
Gravhøj (rundhøj). Ældre bronzealder (ca. 1700-1100 f.Kr.)
Diameter: 22 m; højde: 0,75 m (opmålt i 1952)

Indeholdende:
Stenkiste. Ældre bronzealder (ca. 1700-1100 f.Kr.)
Længde: 1,88 m; bredde: 0,63 m (opmålt i 1851)
Se genstande fra dette anlæg

Formentlig min. 1 brandgrav. Yngre bronzealder eller ældre jernalder