Offerfund
Sogn: Lynge
Herred: Lynge-Frederiksborg
Amt: Frederiksborg
Kommune: Allerød kommune

Sted: Brudevælte Mose


Sognebeskrivelsesnummer: 23

1797: Fund gjort ved tørvegravning:
Da gårdmand Ole Pedersen i juni 1797 gravede tørv i et mosehul kaldet Brudevælte tæt på sin udflyttede gård i Lynge, fandt han "6 krumme messinghorn" (= bronzelurer). De lå to og to sammen på lerbunden under tørven, i ca. 1,4-1,55 m's dybde. Han afleverede sit fund på Frederiksborg Amtstue, hvorfra det blev sendt videre til Det kgl. Rentekammer.
Senere samme måned fandt Ole Pedersen lurernes mundstykker ("eller den øvrige halve del af de krumme metal horn") under den fortsatte tørvegravning i mosen. De lå ca. 5 alen (godt 3 m) fra de først fundne dele og i samme dybde. I modsætning til selve lurerne lå alle mundstykkerne samlet, og der var tegn på, at de havde været bundet sammen med et flettet bånd. I henhold til "Placat af 7de Augusti 1752" (om danefæ) fik finderen udbetalt 30 rigsdaler i dusør.

1811: Udveksling af genstande:
De to af lurerne indførtes 1811 i Oldnordisk Museum, mens de øvrige fire opbevaredes i Det kgl. Kunstkammer. (Mus.nr. 633).

1844: Udveksling af genstande:
De fire sidste lurer overførtes 1844 til Oldnordisk Museum (Mus.nr. 8114-17).

1845: Udveksling af genstande:
I 1845 blev den ene af Brudevælte-lurerne foræret til den russiske zar og indlemmet i De kejserlige Samlinger i Skt. Petersborg.

1890: Herredsrejse
I forbindelse med den store landsdækkende herredsberejsning besøgte V. Boye i 1890 Lynge sogn og beskrev lokaliteten (sb.nr.23) således:

"Det nu opdyrkede Mosehul Brudevæltede, hvori Gaardmand Ole Pedersen fandt 6 Bronzelurer, hvoraf de 5 nu opbevares i Museet f.d.n.O. (Mno.71. 663. 8114-117)."

Fakta om lokaliteten:
Offerfund. Yngre bronzealder, periode V (ca. 900-700 f.Kr.)
Se genstande fra dette anlæg