Gravskik i yngre bronzealder 

I den yngre bronzealder (ca. 1100-500. f.Kr.) blev alle døde brændt, og de fleste af dem bisat i eksisterende gravhøje fra stenalderen eller den ældre bronzealder. Højene indeholder ofte mange grave fra nogenlunde samme tid, så man skal nok forestille sig, at de har udgjort en slags "familiegravsted". Selv om det var sjældent, blev der dog også opført nye storhøje, bl.a. den mægtige Lusehøj på Sydvestfyn. Først i slutningen af bronzealderen begyndte man igen at bygge gravhøje i større stil, ikke monumentale anlæg som tidligere, men små lave høje med én eller flere grave og undertiden samlet til hele gravpladser. Der er ingen tvivl om, at eftertidens agerbrug har været hårdt ved den type anlæg, og det er derfor umuligt at få et reelt billede af det oprindelige antal. Grave direkte under markoverfladen kendes fra hele den yngre bronzealder, om end ikke i noget stort omfang. De findes gerne på bakketoppe eller -skråninger, og måske har de netop været dækket af sådanne lave - helt bortpløjede - høje?

I løbet af yngre bronzealder bliver gravene efterhånden mere uanselige i såvel størrelse som udstyr. Sten- og egekister, som de kendes fra ældre bronzealder, blev stadig brugt i begyndelsen af perioden, men som regel er de kun omkring 1 m lange. Ligesom tidligere kan de være tætnet med tang og omgivet af en stenpakning, og man har somme tider fundet spor efter skind eller tøj, som knoglestumperne fra ligbålet har været indsvøbt i, da de anbragtes i kisten. Også små trækasser eller -æsker kan være anvendt til gemme for de brændte ben.

Stenkiste med brændte ben fra begyndelsen af yngre bronzealder.

Langt størsteparten af gravene fra yngre bronzealder er imidlertid urnegrave, hvor et lerkar fra husholdningen har fungeret som beholder for den dødes jordiske rester. Urnerne er som regel lukket med et keramiklåg, en flad sten, en mindre skål eller bunden af et ituslået lerkar. De urner, som findes uden låg, har sikkert været dækket af en træplade eller et klæde. Urnerne er gerne omgivet af en stenpakning eller sat ned i en ganske lille kiste af flade sten. I nogle tilfælde er der tale om dobbeltgrave med to urner anbragt tæt sammen. Blandt urnerne er der en del, der er dekoreret som et ansigt med næse og øjne, samt nogle få stykker, der skal efterligne et hus eller en hytte med tag og dør. Der ligger uden tvivl religiøse forestillinger bag udformningen, og disse to typer lerkar har ikke været anvendt i husholdninger, før de blev gravurner.

Urnegraven omgivet af en stensætning var den mest almindelige gravform i yngre bronzealder.

Samtidig med at gravenes størrelse reduceres fra den ældre bronzealders mandslange kister til de små stensætninger omkring urnerne, bliver også gravgaverne mere sparsomme og mindre varierede. Kun i den tidlige del af yngre bronzealder fik en mindre gruppe af mænd f.eks. deres sværd med i graven. Det erstattes derefter af det symbolske miniaturesværd, der sikkert er et tegn på, at den døde i levende live havde ret til at bære våben. I størsteparten af gravene, især blandt de seneste, finder man slet ingen gravgaver eller kun en enkelt lille bronzegenstand. I de rigt udstyrede mandsgrave er et toiletsæt bestående af ragekniv, syl og pincet nærmest standard. Kvinderne har sjældent fået andet end et par simple ringsmykker med. Knapper og nåle, der har hørt til klædedragten, finder man hos begge køn. En markant undtagelse fra dette generelle billede er den før omtalte Lusehøj, der var opført over to stormandsgrave med et overdådigt udstyr af bl.a. bronze- og guldgenstande.

Den enorme Lusehøj på Sydvestfyn har oprindelig været ca. 6 m høj og haft en diameter på omkring 36 m. I 1970’erne blev den udgravet og derefter genopført.