Solvognen

 "Solvognen" fra Trundholm Mose i Odsherred er det kendteste af alle kunstværker fra bronzealderen, ja nærmest fra hele Danmarks oldtid. Den er fremstillet i ældre bronzealder, ca. 1350 f.Kr., og er i sig selv et klart vidnesbyrd om bronzealderens trosforestillinger og verdensopfattelse. Den fortæller, at bronzealderens religion var en solreligion, hvor myterne om solens daglige og natlige rejse over himlen og gennem underverdenen var et betydningsfuldt element.

Solvognen fortæller også, at solens vigtigste hjælper og ledsager på denne mytologiske rejse var hesten, dengang formentlig det fineste og ædleste dyr. To små øskner hhv. i solskiven og på hestens hals viser, at de i bronzealderen har været forbundet med en snor, således at hesten kunne trække solen hen over himlen. Det har dog snarere været solen, der som den højeste magt kontrollerede hesten, end omvendt.

Når man ser på solskivens forgyldte side - den strålende sol - så trækker hesten solen fra venstre mod højre, dvs. i solens retning over himlen i løbet af dagen. Men vender man Solvognen om og ser på solskivens mørke, ikke forgyldte side, så trækker hesten solen fra højre mod venstre. Det må være solens rejse om natten, vi ser her. Solen er slukket og trækkes af hesten gennem underverdenen tilbage til udgangspunktet, hvor den kan stå op igen næste morgen, for vi må tænke os, at jorden i bronzealderen blev opfattet som flad. At både sol og hest er sat på et understel med seks hjul, er ikke en del af trosforestillingen. Sol og hest er sat på hjul, for at bronzealderens præster kunne bevæge dem og på den måde anskueliggøre og belære om solens gang over himlen.