Hest og vogn

Hjulet (og dermed vognen) viser sig første gang i det 3. årtusinde f.Kr. i Danmark, dvs. i bondestenalderen. De ældste hjul var tunge skivehjul udskåret af brede egeplanker. Hjulenes diameter var 70-90 cm, og de havde fast nav, udskåret af samme træstykke som selve hjulskiven. Oprindelig hørte de til en tung, tohjulet, oksetrukket kærre af en form, som fortsat var i brug igennem hele bronzealderen.

I bronzealderen dukker imidlertid nye vogn- og hjultyper op over hele det europæiske kontinent. Inspirationen kom fra de lette stridsvogne med hjul med fire eger, som både var et krigsvåben og et herskersymbol hos konger og krigere i den mykenske kultur i Grækenland. Fra Grækenland spredte kendskabet til dette herskersymbol sig til de øvrige dele af Europa. At køre med vogn ved de kultiske ceremonier eller på den sidste rejse til det hinsides blev et symbol på høvdingenes magt.

De tidligste egerhjul dukker op i Karpatherbækkenet i det nuværende Ungarn og Rumænien omkring 1600 f.Kr. Lidt senere, omkring 1400 f.Kr., viser de sig i Skandinavien, bl.a. i kultisk sammenhæng på Solvognen fra Trundholm i Danmark. I en grav fra Tobøl i Sønderjylland har man også fundet et lille bronzehjul med fire eger, formentlig nedlagt i graven som et religiøst symbol.

Bronzehjul fundet i en ældre bronzealders grav ved Tobøl lige nord for Kongeåen. Måske stammer hjulet fra en processionsvogn i stil med Solvognen?

Fra omtrent samme tid kender man fra stormandsgraven Kivik i Sydsverige en billedfremstilling af en stridsvogn, ligeledes med firegede hjul.

I en gravhøj ved Kivik i Skåne blev der i 1700-tallet fundet en mægtig stenkiste fra bronzealderen. På sidestenene var der indridset billeder af forskellige optrin, bl.a. kørsel med en tohjulet vogn.

I Skandinavien og i de øvrige dele af Europa nord for Alperne var betingelserne for brugen af stridsvogne som kampmiddel ikke til stede. Derfor fik vognene, og specielt hjulet med fire eger, en betydning som statussymbol i den kultiske sfære.

I det 13. og 12. årh. f.Kr. udviklede man i Centraleuropa en firhjulet vogntype trukket af to heste, som i de følgende århundreder benyttedes som ceremonialvogn. Modsat stridsvognen var den uden militær betydning. I stedet blev den undertiden brugt som gravgave i stormænds grave. Sammen med fornemt seletøjsudstyr, pragtvåben og drikkekar af bronze eller guld blev den firhjulede vogn til et statussymbol for den krigerelite, som i tiden efter ca. 1200 f.Kr. fik stigende betydning i det central- og nordeuropæiske område.

I Danmark har man ikke fundet helt bevarede ceremonialvogne fra bronzealderen. Fra en offernedlæggelse i Egemosen på Fyn kender man dog talrige bronzebeslag fra en sådan vogn. Og i en rigt ustyret grav i Lusehøj, ligeledes på Fyn, fra omkring 800 f.Kr. var den døde blevet bisat på en vognfading. I ingen af de to tilfælde var dog bevaret rester af vognens hjul. Kostbart seletøjsudstyr til de heste, som trak ceremonialvognene, bl.a. runde smykkeplader af bronze og hestebidsler, er tillige fundet i flere depotfund fra bronzealderen, bl.a. i Lille Villingerød Mose, Frederiksborg amt, Havemose, Københavns amt, Birkendegård og Løvebjerggård, Holbæk amt, Holsteinsborg og Høve i Sorø amt. De vidner om, at brugen af hestetrukne vogne var vidt udbredt i de religiøse ceremonier i navnlig den yngre bronzealder.

Bidselsæt fundet i en mose ved Høve på Sydvestsjælland sammen med seletøjsplader og kvindesmykker.