Gravskik i ældre bronzealder

De store kuplede gravhøje, der gerne ligger som rækker højt i landskabet, er det mest karakteristiske træk ved den ældre bronzealders gravskik. På nogle få hundrede år, fra ca. 1500-1100 f.Kr., blev der opført i tusindvis af høje, hvoraf kun en brøkdel i dag er bevaret. Højene er som oftest omkring 3 m høje, men kan være op til 8-9 m, ligesom diameteren kan variere mellem ca. 15 og 35 m. Der er imidlertid blevet pløjet hen over mange af de bevarede gravhøje, så deres konturer er blevet mere udflydende.

Højrække ved Arresø i Nordsjælland. Akvarel af A.P. Madsen, 1887.

Bronzealderhøjene er omhyggeligt opbygget af græstørv - til hver eneste høj er store arealer landbrugsjord blevet "skrællet af". De kan være omgivet af en kreds af store sten, et stengærde, eller der kan være spor efter et hegn af træstolper. Sædvanligvis finder man midt på højens bund den såkaldte "central-" eller "primærgrav", som højen oprindelig er rejst over. Derudover indeholder højene i reglen adskillige andre begravelser fra både ældre og yngre bronzealder og somme tider også fra jernalderen. Det afhænger dog af den anvendte udgravningsteknik, hvor mange af disse grave man finder. I den tidlige del af ældre bronzealder (periode I-II) er den døde altid begravet ubrændt, mens der i den senere del (periode III) også forekommer brandgrave. Gravformen er dog i hovedsagen den samme: en mandslang (2-3 m) kiste dannet enten af en udhulet egestamme, af træplanker eller af store sten.

Stenkisten på billedet er tømt for jord og oldsager, således at bundbrolægningen er kommet til syne.

Som regel er stenkisterne brolagt i bunden, dækket med store stenblokke eller -fliser og omgivet af en stenpakning. I nogle stenkister er der fundet spor af en indre trækiste, og man ved ikke, om det har været almindeligt, for kister af træ er normalt helt forsvundet. I nogle få tilfælde har stammekister, de såkaldte egekistegrave, og deres indhold været næsten fuldstændig bevaret, men ellers finder man ved udgravninger kun det leje af sten, kisten oprindelig har stået på. Som oftest har egekisterne været dækket af en stendynge. Kister bygget af egeplanker har også været anvendt, men er i reglen ikke bevaret som andet end et rektangulært rum inden for en stensætning, evt. med nogle svage trærester.

Egtved-pigens kiste, efter at låget er løftet af.

Fra egekistegravene ved man, at den døde blev begravet i sin klædedragt, dækket af et uldent tæppe, og til sidst blev den kohud, som kisten var foret med, foldet sammen om liget. Der er da også fundet rester af skind og tekstil i mange grave. Ud over dragttilbehøret (bøjlenål, bælteplade, bæltekrog m.m.) kunne den døde - afhængig af sit køn - være udstyret med smykker, våben, toiletsager, ekstra klædningsstykker, et ler- eller trækar med en drik og i sjældne tilfælde en klapstol. Undertiden har man sammen med det ubrændte lig fundet små portioner brændte knogler, der formentlig skal tolkes som en menneskeofring i forbindelse med begravelsesceremonien.

Da de første egentlige brandgrave dukker op i den sidste del af ældre bronzealder (periode III), foregår gravlæggelsen på omtrent samme måde: de brændte knogler er sammen med våben og smykker blevet svøbt ind i tøj og skind og lagt i en træ- eller stenkiste, som havde været stor nok til at rumme et ubrændt lig. Efterhånden indskrænkes kisternes størrelse, og også mængden af gravudstyr falder. I slutningen af ældre bronzealder har man i enkelte tilfælde anvendt urner som beholdere for de brændte ben.

Størsteparten af gravene fra ældre bronzealder findes i gravhøje, der er opført inden for samme periode, men der er også eksempler på, at man har benyttet og evt. udvidet gravhøje fra stenalderen, foretaget begravelser inde i jættestuer og anlagt grave under flad mark.

Hvorfor bevares egekister?
Arkæologiske udgravninger har vist, at bevaringen af bronzealderens egekister skyldes dannelsen af en tynd jernkappe, der omsluttede den centrale del af gravhøjen (kernen). Derved blev kisten med den døde indkapslet og forseglet, således at forrådnelsen af liget og den omsluttende kiste blev forhindret.

Dette tværsnit igennem Egtved-pigens gravhøj viser det jernlag (den mørke stribe i midten), der beskyttede egekisten mod nedbrydning.

Gravhøje med sådanne jernkapper kender man især fra Nordtyskland og Jylland. Højene viser alle en todelt opbygning med en blågrå, fugtig eller våd kerne. Den blågrå farve er tegn på, at der i kernen af gravhøjen har hersket iltfattige (anaerobe) forhold, der har forhindret forrådnelsen af egekisterne. Kernen er normalt overlejret af en mere brunlig og tør kappe. Her har der, i modsætning til i kernen, hersket iltrige (aerobe) forhold. Flere iagttagelser tyder på, at forseglingen af den iltfattige del af højen er sket meget hurtigt, formentlig inden for nogle få uger eller måneder.

Hvordan jernkappen er blevet dannet, er endnu ikke fuldstændig afklaret. Kemiske analyser viser, at jernkappen er skabt ved såkaldte redoxprocesser, dvs. iltnings- og reduktionsprocesser, som især foregår i vandholdige jordlag. I sådanne jordlag vil de biologiske processer hurtig opbruge al ilten. I det iltfattige miljø vil det jern, som findes i jorden, blive omdannet fra såkaldt ferrojern til ferrijern, som vil blive ført til mere iltrige områder. Hvor der er en skarp, veldfineret grænse mellem de iltfattige og de iltrige jordlag, kan jernudfældningen danne et hårdt, tæt lag. Et eksempel på en sådan jernudfældning er dannelsen af den myrmalm, der ofte findes i danske moser. Jernkappen, som har omsluttet de bevarede egekister, er formentlig dannet ved en lignende proces.

Det uløste spørgsmål er, hvordan de våde, iltfattige forhold er opstået i kernen på bronzealderens gravhøje? Forklaringen ligger utvivlsomt i højens byggemåde, dvs. den måde, hvorpå man anbragte de græstørv, som udgjorde højmassen. Den forklaring vil kun fremtidige arkæologiske udgravninger kunne give. Et andet uløst spørgsmål er, hvorfor alle de bevarede egekister stammer fra et forholdsvis kort tidsrum på ca. 150 år i slutningen af det 2. årtusinde f.Kr. (se årringsdatering). Egekistebegravelser var nemlig i brug både længe før og efter den tid. Men af disse egekister finder man kun sjældent spor ved arkæologiske udgravninger. Det er således stadig lidt af en gåde, hvorfor de enestående egekistegrave fra f.eks. Egtved, Skrydstrup, Muldbjerg og Borum Eshøj er bevaret.