Fisken og slangen
Ud over solhesten, hvis væsentligste "arbejde" som solens hjælper lå ved middagstid, indgik der også andre dyr i forestillingerne om solens evige rejse over himlen og gennem underverdenen. I forbindelse med skibene ses nemlig også fisk og slanger. Fisken var den, der om morgenen trak solen op fra det skib, som havde stået for den natlige rejse, til "morgenskibet". Slangen synes at hjælpe solen ned om aftenen, men den har nok også haft en funktion om morgenen ligesom fisken. Hovedsagen er, at slangen havde sit virkeområde omkring og under horisonten ved solnedgang og solopgang. Slangens domæne var således ved "jorden" i bred betydning.
En ragekniv fra et ukendt sted i Danmark viser det måske vigtigste tidspunkt i solens rejse og giver et godt indblik i denne særlige nordiske bronzealdermytologi.
Det nederste skib sejler mod venstre, det øverste mod højre - "dagskibet" befinder sig over "natskibet"; det første "over horisonten", det andet under. Mellem de to skibe ser vi en fisk, der trækker solen med strålekrans opad mod højre. Det må være den opstigende sol, der af fisken trækkes fra "natskibet" op imod det højresejlende "morgenskib", som så skal hjælpe solen videre om formiddagen.
Fisken får lov at være med på morgenskibet en stund, hvorefter den fortæres af en rovfugl - velsagtens et himmelsymbol. Det ser vi på en ragekniv fra Torupgårds Mark i Himmerland, hvor en rovfugl, der sidder på solskibets kølforlængelse, har fat i fisken.
Først når fisken er ude af billedet, kan solhesten begynde at gøre sig klar til at hjælpe solen videre over himlen på et mere fremskredent tidspunkt af dagen, omkring middag. På ragekniven fra Torupgårds Mark er solen stadig ombord på skibet, men seks meget solheste er nu parate til at overtage den.
Når solhesten senere på dagen er landet, er det igen et skib, der hjælper solen videre. Sent på eftermiddagen dukker slangen op i fortællingen om solens rejse. På en ragekniv fra Lolland er det en stor, kraftig slange med nakkekrølle og tunge, der overtager solen.
Den bevæger sig mod højre foran skibets forstævn og har solen under sig, så efter alt at dømme befinder vi os om aftenen nær solnedgang. Derefter kunne slangen eskortere solen gennem underverdenen, hvor det også var skibe, der hjalp den på vej. Slangen blev i bronzealderens forestillingsverden næppe opfattet som et ondt dyr, der spiste solen, men som et godt dyr, der fungerede som solens hjælper.
