Solkult i Europa

Den nordiske bronzealder er særlig billedrig, og derfor er det muligt at sammenstille et meget detaljeret billede af solens mytologiske rolle i periodens tankeverden. I store dele af Mellemeuropa er den religiøse kunst ikke så varieret, men vi kan dog se, at det også længere mod syd var tankerne om solen som den højeste magt og dens rejse over himlen, der var et bærende element i troen. I yngre bronzealder nåede flere hellige bronzekar med motiver beslægtet med de nordiske til Danmark. De vigtigste er to bronzespande fra Siem i Nordjylland

og amforaen fra Mariesminde på Fyn.

På disse tre spande, der formentlig er fremstillet i Ungarn eller Slovakiet, ses et stort symmetrisk skib, der bærer en mægtig sol. Skibets stævne er udformet som hovederne på svømmefugle, og det var altså dette skib, der længere mod syd var den væsentligste hjælper for solen.

Ligesom det i Norden var hesten, der var solens hjælper, var det i Mellemeuropa svømmefuglen. Formentlig blev den opfattet som et symbol på guddommelige naturkræfter, fordi den kan optræde i flere elementer: den kan være under vandet (underverdenen), den kan svømme på vandet og gå på land (menneskenes verden, jordoverfladen, horisonten), og den kan flyve (himlen). Svømmefuglene har således magt i alle verdener og har nok været tænkt som en slags formidlere mellem menneskene og det guddommelige. For at kunne hjælpe solen på dens daglige rejse over himlen og på dens natlige rejse gennem underverdenen er skibet udstyret med svømmefuglehoveder. På en ragekniv fra Nordtyskland ses et sådant svømmefugleskib, der ved hjælp af en line er ved at trække solen op (ved morgengry) og hjælpe den ned (ved solnedgang).

Billeder af svømmefugle uden skib er almindelige i mellemeuropæiske bronzealderfund, bl.a. som dekoration på smykker, og må forstås som et symbol på solens daglige rejse. Den fremmede fugl vandt også indpas i den nordiske kunst i yngre bronzealder, hvor vi ser den i forenklet form som skibsstævne på bronzegenstande og på helleristningssten. Den blev også til håndtag på mange rageknive, måske fordi en ragekniv i sig selv blev opfattet som billedet på et skib, og håndtaget da var en slags skibsstævn? Den fremmede fugl kunne dog ikke udmanøvrere den nordiske solhest. Skibet med hestehovedformet stævn forblev af stor betydning igennem hele den nordiske yngre bronzealder, side om side med fugleskibet. Hest og svømmefugl var symbol på det samme, nemlig solens rejse, og fremmed og hjemligt trivedes sammen i religionen og kunsten.

I alle tilfælde kan det ud fra det bevarede billedmateriale fastslås, at bronzealderens tro og religion i store dele af Europa var koncentreret om solens evige cykliske rejse. I Norden blev solen i yngre bronzealder hjulpet af (sol)hesten, fisken, slangen og ikke mindst skibet - i Mellemeuropa af svømmefuglen og skibet.

Alle de værdifulde kultgenstande, som blev ofret til højere magter i søer, moser og på tørt land Solvognen, kultøkser, guldskåle, hjelme, lurer og importerede bronzekar med billeder af solskibet) spillede, før de forlod menneskenes verden, en stor rolle i indviklede ritualer, som blev udført for at sikre, at solen - den højeste magt - fortsat kunne genopstå hver morgen, og at den hvert forår ville få stadig mere magt og sikre grokraft til jorden og livet.