Helleristninger og ritualer Nogle af de mest avancerede helleristninger kan fortælle os om den yngre bronzealders ritualer, som de foregik for næsten 3000 år siden. Det har været et prægtigt skue med skibe, hvorpå der var anbragt store solbilleder og slangefigurer. De største skibe, som var udstyret med prægtige hestehovedstævne, kom sejlende til de kultiske ceremonier, og "kaptajnerne" bar hornede hjelme. Mens lyden fra lurerne rungede, og rasleblikket klingede sprødt, blev skinnende kultøkser båret frem, og topløse danserinder fuldendte billedet. Som mange religiøse ceremonier rundt om i verden var fest og alvor to sider af samme sag. Helleristninger, dvs. religiøse billeder indhugget i klipper og sten, forekommer kun i bronzealderen. De findes på Bornholms klippeflader og på løse sten i resten af Danmark, dog flest i Nordsjælland. De rigeste helleristningsområder findes i Sverige og Norge, bl.a. i Bohuslän, Østfold og Trøndelag. |